pinden-kbh.dk - Pindens historie

Åbningstider:
mandag-tirsdag kl. 14-00
onsdag - lørdag kl. 14-02


Levende Musik Fredage fra kl. 21 til kl. 01.
Enkelte lørdage er der ligeledes levende musik - se nærmere under Musik Kalender

Pinden - Reventlowsgade 4 - 1651 København V - Tlf. 33315035

Pindens Historie

kat2.jpgDet er ikke svært at forestille sig at Dirch Passer, Jørgen Ryg, Karl Stegger og mange andre af datidens filmstjerner hyggede sig på Pinden - der var nemlig lige så hyggeligt dengang som nu.

Her har været værtshus siden 1907, så det er ikke så underligt at stedet oser af historie. Dengang hed stedet Gentle Bar, senere blev det til Regina Bar - men med tiden blev det til Værtshuset Pinden.

I Panoptikonbygningen på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade lå i sin tid Panoptikon Cafeen. terning.jpgPanoptikon brændte imidlertid i 1950 og bygningen stod ikke til at redde. Personalet, stamgæster og selve baren flyttede dog til Reventlowsgade. Ifølge Mylius Thomsens bog om Københavns ydmyge steder stammer navnet Pinden fra den udbredte lidenskab for rafling på netop Panoptikon Cafeen. Når man tabte et parti fik man en tændstik - en "pind" - og øgenavnet blev med tiden et fasttømret navn for værtshuset i Reventlowsgade.

garderobe.jpg

Gæsterne kommer stadig på "Pinden" for at indsnuse den specielle atmosfære med de gamle franske tapetmalerier på væggene, teatermalerier på ruderne, de fine træpaneler og den svungne bar i poleret mahogni. 

I dag præges Pinden af en blanding af trofaste kunder, folk på vej hjem fra arbejde, unge der tiltrækkes af stedets varme miljø og endelig et internationalt islæt af turister fra de nærliggende hoteller.
De magelige stole, rødternede duge på bordene og den levende musik har lagt grunden til mangen en romantisk affære.

Tapetmalerierne og det Hvide Hus

Ikke så få gange har serien af tapetmalerierne givet anledning til spørgsmål fra gæster der har lagt vejen forbi Pinden. De tre motiver forestiller fra venstre "New York Bay", "Boston Bay" og "The Natural Bridge of Virginia". Tapetmalerierne kommer fra firmaet Zuber et Cie i Alsace, Frankrig og er trykt med en speciel teknik udviklet helt tilbage i 1834.

tapet.jpgVærtshuset Pinden og Det Hvide Hus i Washington har een ting tilfælles - og det er netop tapetmalerierne. Under en renovering af det hvide hus i begyndelsen af 1960'erne valgte nationens førstedame Jacqueline Kennedy at indrette det Diplomatiske Receptionsværelse med motiver fra 1820'ernes Nordamerika. 

De 3 motiver der hænger på Pinden er muligvis flyttet til Pinden fra Betty Nansen Teatret. Den kendte skuespiller var nemlig medejer af "Pinden" omkring 1920. Historien må dog hvile indtil vi egentlig ved hvordan pokker de specielle tapetmalerier er havnet på Pinden. 

(materiale om Pindens historie er venligst udlånt af Johnni Balslev)